Digte   

Vi står ved posthuset og venter på at sende et kort,

for at fortælle at vi rejser bort, og ingen post vil ha`

indtil den da` vi igen er hjemme,

ja nu skal vi ikke glemme at betale en regning

og hente en pakke,

med et påskeæg og en smokingjakke.

Det er for galt, vi skal vente, blot for at hente,

vi har jo betalt.

Vi står i kø i kaffepausen, for at hente en kage og en kop,

hvilket stykke skal vi smage, mens koppen bli`r fyldt op?

ja, hvis vi overhovedet når det,

ja om jeg forstår det, vi har jo betalt- Det er for galt.

Vi står i kø og snakker, mens nogle går i garderoben med vores jakker.

Det er hyggeligt at vente sammen, når vi er spændte på,

hvem, der mon dukker op -

Vi smiler og nikker og har tid nok, for endnu er tæppet ikke gået.

Jeg har ikke helt forstået, hvad der sker,

men én kaster med hovedet og ler, og latteren gi`r genlyd gennem rummet,

og det morsomme stykke er end ikke begyndt,

men alle gi`r efter for den smittende lyd, og latteren ruller gennem alt,

og vi har end ikke betalt, men blot stået i kø et stykke,

"det er lykke".

Ved buffeens kø står alle med tomme hænder,

og med forventning hovedet vender, når tjeneren kommer med sit fad.

Åh! man bli`r så glad over elegancen, hvordan holder han ballancen,

på hummer og sky og rødbedesalat?

Ja alle smisker og smasker og smiler,

mens de hen til bordet iler og fylder hinandens tallerkner,

med det de selv bedst ka` li`.

Nu skal jeg gi`dig, ikke for meget! vi skal smage det hele-

lad os nu dele den velsignede mad, som gør os så hjertens glad.

Glæden ved at stå i kø, er fordi vi selv kan vælge,

at svælge i at vente på det, vi er blevet lovet og derved allerede har fået,

og ikke skubbe og træde på hinanden som høns i bur,

der kun har et i vente, "at få det næste fur".

Skrevet på Australiensrejse i foråret efter samtaler med min bror, som bor dernede, om hvem det er der ved, hvad der er godt for hvem.

At regne den ud.

Vi samler ind på Verdensplan,

så alle børn kan gå i skole,

i fine skjorter og i flæset kjole,

så de kan lære at beregne,

stykke for stykke,

regne ud,

og regne af,

og regne med

uden at forregne.

Det er om at kunne sin aritmetik,

uden at miste sit overblik.

2+2 er 4

mon det halve ku`vær`nok?

Okker gokker gummiklokker,

til hvad nytte er én sok,

når man får kolde fødder

og skal stå på egne ben,

og ha`begge ben på jorden?

Skal vi gå i hinandens fodspor?

Går vi i sko, der er for små?

Mon vi ligger, som vi reder,

eller hvad er det, vi har rede på?

når vi skriver op og skriver ned,

giver det os fællesskab,

og skaber det den FRED,

vi søger i vort hjerte, -

og på den ganske jord,

og hjemme i den gade,

hvor familien bor.

Det er rart at være flere,

det er godt at være to.

Det er bedst at finde broer,

der forbinder vores tro,

så vi alle trygt kan regne,

med den store regnestok,

og regne med hinanden,

så regnestykket, det går op.

Det glæder mig trods den økonomiske krise, og rente og aktiemarkedets rutcheture, at kunne byde jer velkommen til endnu en sæson i ”Et Hjørne af Paradis”.

”Et Hjørne af Paradis”. ”Et Hjørne af Paradis”.

Man si`r vi skal dele, sol og vind lige!

Og det siges vi høster, det vi sår.

Det bli`r et fantastisk år,

Hvor vi deler øjeblikkets overflod,

Og høster hinandens hjælpsomhed.

Det lysner i øst, efter sådan en høst,

Hele Verden kan lære en masse af os,

Hvorfra kommer det hele,

Alt det vi skal dele,

Fra Jorden, fra himlen, fra glæden fra lyset

Fra smartness, fra flid, fra kicket ved gyset,

Fra hjertets dybe tilfredshed.

Mit job er at bygge den hammel vi trækker på,

Og I skal sørge for, den aldrig går i stå.

Selv når det er velsignet stille,

Og fuglene slår deres aftentrille,

Mor synger for den lille en vise,

Og far gør grillmaden klar til at spise.

Vi er en helhed hernede ved fjorden,

Afhængig af nåden og freden på jorden,

Og jorden er afhængig af os,

Som magter at dele på trods,

Af banker, som krakker

Og troende, som rakker

På andre, som takker,

For helt andre ting.

Når vi står på ved nådens stoppested,

Så når vi altid toget og kommer aldrig galt af sted,

Så ved vi der er nok til alle,

Når vi deler det vi har,

Og altid lige spørger vores hjerter,

Om det er vores det vi ta`r,

Var det os, som såed frøet,

Og husker vi at være med,

Til at holde gang i livets krydderblomsterbed.

Dagen går med raske fjed,

Vi skal skynde os af sted.

Vi skal nå det hele på den halve tid.

Vær nu sød, vær nu blid,

Pas dit job og hus med flid.

Vær den bedste, før dig frem,

Eller gå nu hjem og gå i seng.

Enten må du nå til toppen,

Eller la dig sygemelde,

Der er ingen, der har brug for

Nogen indimellem.

Statistikken skal ku`passe

I en helt forstå`lig kasse.

Er du on eller af,

Er du til wellnes eller spa,

Eller cykler du og løber,

Sparer op, eller køber.

Får du fradrag eller tilskud,

Går du ind for en større helhed.

Tror du på trolde eller nisser,

Og på lodder og på trisser,

Eller er du gammeldags

Og tror på det nytter,

Eller vil du ha`en bytter.

Bytte job og bytte mand,

Bytte navn og bytte hjem,

Bytte tro og bytte bøger,

Glemme helt hvad du søger,

Bare det at være utilfreds,

Er bedre end slet ingenting at være.

Sagde du noget om etik og ære??

Jeg har glemt hvad det betyder,

Og min pc er gået ned,

Jeg kan ikke gå på google,

Jeg kan ikke være med.

Måske er det min chance,

For at redde mig lidt fred,

Og finde mig en solskinsplet

Og starte for mig selv,

Og finde ny værdier,

Og gå på nye stier,

Der fører mig til selvrespekt,

Og ansvar for min færd,

Så jeg igen kan mærke,

Hvad mit eget liv er værd.

August 2008 Annalene

 Fabuleren over livets glæder i stort og småt

Camping latter

Hver morgen står jeg op, med hovedet fuldt af tanker om,

Hvad jeg skal gøre for at nå det jeg skal.

Hvad er det vigtigste, og hvad er nødvendigt,

og hvad er bare en vane.

Er jeg som en hane, der galer hver eneste dag,

uden at tænke på, hvad, som forstyrres,

og hvad, det egentlig gavner,

hvad er det, vi allermest savner??

Måske er det fred og fordragelighed,

måske er det længere dage,

og færre kalorier,

mere søvn og mere motion,

måske at pudse vore glorier.

Måske er det større selvværd,

måske er det briller med mod til større indsigt i,

hvad der virkelig har værdi,

når naboen kommer forbi og spør´

om, hvorfor vi gør, som vi gør.

At campere er at finde sin oase,

-     at hengive sig blot til at dase,

-     så længe man overhovedet orker,

-     eller til naboen højlydt snorker af kedsomhed.

For derefter at finde en sti man kan vandre,

i behageligt tempo, alene

eller sammen med andre.

Gå til stranden og bade,

eller blot i strandkanten at vade og samle lidt skaller og sten,

og mærke det skvulper beroligende trygt,

på de bare ben.

At høre en måge skrige, som om den ville sige:

at himlen er høj og,

der er plads til alle,

når man blot tænker på, at vi skal dele al jordens overflod

og lægge tilbage det vi tog, vi ikke sku bruge.

Sorgløse dage, uden angst for,

der ikke er noget tilbage, hvis vi tager en slapper

uden at vogte på

om vi når at ta` del

i tilbud og kurser, som stiger,

i lodder om at blive millionær,

men blot mærker vi er, der hvor vi er,

lige midt i livets kerne,

parat til at spire ved gunstige forhold.

Hvad er det for et frø vi plejer og gøder?

Hvad er det for frugter,

der vores liv forsøder?  

Er vi bevidste eller er det naboens frø

vi vogter, af angst for at snydes.

Her er vi lige, hvis vi vil.

Alle har fået en plads i solen og alle har fået en plet til stolen,

og andre kan slås om deres taburetter,

for på camping i hjørnet af Paradis

vi værdsætter at ligge i liggestolen.

Her er storslået, her er ydmygt,

Her er alt hvad vi ønsker.

Paragrafferne ordner vi selv,

Vi betaler til nytår hele vor gæld

Og glæder os på ny til forårets komme,

Med dufte og lyde, med det som vi kender

Med skov og med strand og med dejlige venner.

Måske er det Nu at livet forløses,

Måske er det her det vil ske,

Jeg ved det ikke,

Men mærker jeg ler,

uden grund og forklaring,

men blot fordi, det er rart at le.

Standerhejsning på Rosenvold Havns Marina ved den nye kontrakts indgåelse 2009.

Standeren hejses i dag, sammen med Danmarks flag, for at fejre endnu en sommer på vandet,

Her i landet, hvor bøgene gror i anemoneflor og håbefuldt spejler sin top i bølgen så blå.

Kan man få det bedre?? vi må Rosenvold Havn og dens medlemmer hædre.

Vi er heldigere end de fleste, vi har alt, hvad vi behøver, og me`r i overflod,

Vi skal nyde at dele,

Ja nyde det hele,

Og ikke kun mele vor egen kage, for derefter at kæmpe om det, der er tilbage.

Vor Jord er frodig og heler sig selv, når blot vi ikke skubber den ud af ballance, den alliance kan vi lære meget af, - altid at lægge tilbage, hvad vi måtte tage, uden at forurene og uden at malke hver eneste dråbe, og alligevel håbe, der er nok til alle og til at nære de nye frø, som skal sætte frugter, når vi engang fordufter og helt andre folk står ved roret og overhører koret af de gamles velmente råd.

Der er drømme, der skal indfries, der er løfter, som skal holdes, der er bønner der skal be´s og hænder, der skal foldes. Der er dage, der skal nydes og næser, der skal skoldes, der er broer, der skal bygges og huller som skal graves, der er kaffe, som skal brygges, der er meget der skal laves, og vi vil nå det hele, før ballet er forbi. Vi vil sikre biletten til at deltage i stafetten, og vil vi vinde, må vi slippe stafetten og give den til nye framstrakte hænder, til nye mænd og kvinder, som for sejlerlivet brænder.

Hermed overgiver jeg trygt og i mindet om Eiler igen havnen til Rosenvold Havns Bådelaugs medlemmer, og beder jer sammen med mig at udråbe et 3 foldigt leve for dens sundhed og trivsel.