Eventyret om Den Heldige Kartoffel!

På en bakketop lå engang for længe siden et lille hus, hvor der boede en lille glad familie med 5 børn.

Den lille glade familie elskede det lille hus og især udsigten fra bakketoppen ud over landet og udover vandet.

Herfra kunne de se solen, både når den stod op og når den gik ned.

De kunne varme sig ved solens stråler og køle sig i havets kølige bølger. De kunne høre vindens susen i trætoppene og bækkens klukken i dalen og fuglenes kvidren, og de kunne dufte engens blomster og træernes modne frugter.

Den lille glade familie forstod at glæde sig over alle de oplevelser, der kom af sig selv bare ved at åbne sanserne og være nærværende i dagenes og årstidernes rytme i naturen. Der hørtes ofte latter og sang fra det lille hus på bakketoppen.

En dag da den lille glade kone var i færd med at skrælle kartofler til sin lille glade familie, fandt hun en kartoffel, som havde form som et hjerte.

Den lille glade kone lagde kartoffelhjertet til side og nænnede ikke at skrælle den, så formen blev ødelagt.

Da den lille glade mand kom fløjtende hjem til aftensmad sammen med alle de glade børn, rakte hans lille glade kone ham kartoffelen og bad ham om at plante den ude på bakken i solen.

Den næste dag blev kartoffelen lagt! Een af børnene bar kartoffelen, én gravede hullet, én puttede den i hullet, én dækkede hullet til og én stampede jorden til igen, og den lille glade mand vandede den hele sommeren, medens han tænkte kærligt på sin lille glade familie, for de var vant til at være fælles om opgaverne.

Det varede ikke længe før den første spire blev synlig over jorden. Den lille glade mand hyppede spiren og fortalte kærligt kartoflen, at den skulle nyde solen og varmen, når den var der, og regnens berigende dråber, når de faldt, og når blæsten rykkede og ruskede i planten, beroligede han den med, at den kom styrket gennem uvejret.

Kartoffelplanten blev stor og grøn og satte smukke blomster. Den nød at mærke styrken i stængelen, saftigheden i bladene og sartheden i blomsterne. Kartoffelplanten fornemmede, hvordan der dannedes flere nye kartofler i rodnettet ,og den svulmede af glæde og stolthed.

Tænk at dens opgave var så enkel-  blot at nyde livet her på bakken, omgivet af naturen og den lille glade familie.

Jo mere den glædede sig, jo flere og sødere kartofler dannedes ved dens rod.

Den glade familie gravede kartofler op til deres måltider, men sørgede altid for, at gemme kartofler til at lægge i et nyt kartoffelbed, så de kunne blive ved med at nyde den helt specielle søde og velsmagende grøntsag.

Næste sommer kom og efterhånden havde den lille hjertekartoffel formeret sig så meget i solen der på bakken, at den lille glade kone, sendte den lille glade mand på torvet med en hel tønde kartofler.

Her solgte han dem alle - og fortalte den enkelte køber, at de skulle huske at tage kartofler fra til at lave deres eget lille  kartoffelbed med den helt specielle søde hjertekartoffel.

Kartoffelen smagte dejligt, men det mest vidunderlig ved den var, at alle der gav sig tid til at nyde smagen af den, kunne mærke den lille glade families glæde ved livet og deres hjerter begyndte at synge om kap med fuglenes sang og vindens susen og bækkens klukken.

Tiden er gået, og man kan ikke mere se de grønne saftige kartoffelmarker- kartoflerne har mistet deres hjerteform og kun nu og da, dukker der igen en hjertekartoffel op i sækken-

Menneskene har glemt den søde fine smag af hjertekartoflen og spiser chips og slik i stedet. Kartoflerne bliver givet til grisene, som heller ikke værdsætter, når hjertet synger af glæde, for de skal alligevel slagtes og laves til flæskesvær, til drenge og piger, mænd og koner, der keder sig, og som har glemt, hvordan det er, at mærke kroppen synge af glæde over de gratis glæder, og derfor  bliver fede og sure og gryntene, som grisene.

Tilbage lever blot udtrykket: ”at være en heldig kartoffel”, som betyder, at være een som forstår at modtage livet og alle dets gode muligheder, løse opgaverne med nysgerrighed og fremhæve livets kvaliteter frem for at svælge i fejltagelserne, og som ikke mindst forstår i glæde, at deles med andre om opgaverne  og udnytte de talenter, som Gud har givet dem hver især.

Hør!! Jeg tror, jeg hørte nogen, der sang!!!! Var det dig? Har dit hjerte husket  smagen af hjertekartoffelen?  Husk at gemme den næste du finder og lav dit helt eget hjertekartoffelbed.

Husk blot at du skal fortælle den eventyret om den lille glade familie, så den kan sprede lige så megen glæde og livskvalitet gennem sin søde smag og få rigtig mange børn til at vokse op og føle sig som en heldig kartoffel, - og se blot, - Verden vil forandre sig. -  Du bliver hvad du spiser, og er hvad du tænker.

Og hvem vil ikke gerne være en heldig kartoffel.?

Salatbedet

Den lille dreng såede salat, - et frø af gangen.

Pludselig talte et af frøene til ham. Det sagde: Jeg er et godt salatfrø. Jeg vil blive til noget stort. Pas mig godt, og spis mig før jeg går i stok og i frø. Spiser du mig kan jeg blive en del af dig, tænke og lege, og du kan mærke, hvordan det er at være mig, - en del af naturen.

Åh! Jeg glæder mig til at blive spist, sagde frøet og vips kom en fugl flyvende, satte sig i bedet og hakkede frøet i sig og fløj igen højt op over hækken og op mod kirkebakken.

Uh! Hvor det kildrer i maven råbte frøet. Nu bliver jeg til en fugleklat på skolelærerens bilrude, hvis ikke jeg skynder mig at sige ja tak til at blive en del af en  fugl før jeg bliver en del af et menneske.

Fuglen sang medens den SVANG SIG HØJERE OG HØJERE OP.

Salatfrøet jublede: Nu er jeg næsten ”GUD” så højt jeg kan komme.

Salatfrøet blev helt svimmel af overmod.

To dage efter var spurven bidt ihjel af en kat, som ikke engang gad spise den, fordi der ventede en skål med kattemad hjemme hos de mennesker den boede hos.

Katten havde glemt hvorfor den slog ihjel, men ikke sluppet lysten til det.

Det er vigtigt at mærke, hvornår man er mæt, tænkte salatfrøet. Nu ligger jeg her til ingen verdens nytte.

Men det tog fejl.

Efter at have ligget i solen et par dage, begyndte tusinder af bakterier at spise af den døde fugl, og senere kom lange rækker af maddiker.

Salatfrøet følte sig båret i mange retninger i maven på mange maddiker.

Nogle af maddikerne blev spist af andre fugle, nogle blev til fluer, som blev spist af frøer og fisk eller de blev klasket ihjel i vindueskarmen i skolestuen.

En af fluerne bestøvede en blomst, som var kommet på et salathoved, som var gået i stok hjemme i den lille drengs salatbed.

Den lille dreng kom ud i Haven og betragtede salatplanten. Han havde været på ferie og derfor var salaten gået i stok og kun nogle af planterne var spist af snegle, andre var vokset op imod den blå himmel. Hvor var det dog en smuk plante, som den stod der, rank og stolt med sine grønne dekorerede blade og fine små blomster.

Han kom i tanke om det salatfrøet havde sagt, og besluttede sig til at lade planten stå, så den kunne sætte frø, som han kunne så den følgende sommer.

Han tænkte på om de salatblade han havde spist, havde været tilfredse med , det liv han havde givet dem i sin krop, og på om de vidste hvor smukke de kunne være blevet, hvis de havde levet længe nok til at de gik i stok.

Fordi han havde hørt salatfrøet tale, følte han ikke at salaten døde, når han spiste det, men følte det var en lille kammerat indeni ham, som hjalp ham med at få kræfter til at gøre alle de ting han skulle.

Casper kunne mærke, hvordan han følte sig stærkere og aldrig mere ensom, fordi han aldrig mere slog maden ihjel for at blive større, men at han nu oplevede, at han blev et helt lille samfund af celler, som var bygget op af de dele, han havde spist og at han var kongen i dette lille samfund, ligesom Jesus var kongen i hans liv. Så Casper skulle vælge at det blev et godt og glad liv for alle de celler han spiste.

Casper havde hørt om en lille dreng, som havde kræft. Det betød at nogle af hans celler slet ikke var glade, men bare voksede og voksede uden at den lille dreng kunne bruge dem til noget og det værste var, at de tog al livskraften fra de celler, som han skulle bruge til at holde sin krop i gang.

Det var svært for Casper at forstå og han ville så gerne kunne fortælle den lille syge dreng om salatfrøet, som havde fortalt om, hvordan de skulle være glade sammen inden i kroppen og hvordan alle cellerne havde hver deres opgave de skulle udføre, ligesom mennesker. Et sundt menneske og et sundt samfund ligner hinanden.

Levercellerne renser blodet, mavecellerne fordøjer maden, lungerne optager ilt, nyrerne udskiller væske, hjertet pumper blod rundt og huden beskytter mod bakterier og fordampning. Ikke én aktiv celle er unødvendig. Den gør arbejdet muligt for de andre celler og den fælles opgave er at holde mennesket raskt og sundt og levende. Nogle rydder op og andre bærer mad, nogle er kemiske ingeniører og nogle tænker, hører og ser. Mennesker har også forskellige jobs de er gode til.

 Alle må hjælper til med glæde med lige netop det, de kan og de, der ikke har glæde og kærlighed, må lære det. Casper ved at Gud er kærlighed, og at der ikke er noget levende uden Gud.

Det lyder så nemt og alligevel bliver vi alle sammen syge en gang i mellem.

En plante kan blive mange ting: en bille, snegle, fugle og jord.

Kan mennesker blive til ligeså mange ting?

Når vi dør, er det så ligesom at blive spist af noget, der er større end én selv? Så gælder det om at blive spist af Gud, af Helligånden.

Når nogen taler om at blive født på ny er det så ligesom at sætte et frø og blive sået igen, hvis ikke man når at blive spist inden man sætter frø?

Når man ikke bliver spist, er det så fordi, der ikke er nogen, som har lyst til at spise én eller man ikke tør lade sig spise, så man må tilbage i kompostbunken og blive til jord igen, mens et nyt frø får chancen for at spire igen og blive den frugt, som den der er større end en har lyst til at spise og gøre en til en del af det store fællesskab, som er Gud.

Casper blev helt varm i kinderne af at tænke, og følte et øjeblik at hans krop gik helt ud til horisonten og var alle ting, at han vidste alt og var helt tæt på Gud. Det føltes sjovt, som om latteren kildede inden i ham og bare ville ud. Han kunne høre hvalernes sang og vindens susen, mærke saften i træernes stammer og blade og bølgernes salte smag og duften af alle blomsterne.

Han var så lykkelig og vidste at på en eller anden måde var alt lykkeligt sammen med ham.

Hvis bare han kunne få de andre til at forstå, at vi kan være lykkelige på én gang.

At den enes lykke ikke er på bekostning af den andens. Vi skal blot hjælpe hinanden.

Casper havde hørt sin far tale om fraktaler, og han havde set nogle smukke tegninger, hvor alting var en forstørrelse af det  mindste og en formindskelse af det største. Bare han kunne få lov at se det hele ovenfra. Se om han kunne finde mønsteret og se hvor mange mønstre, der var større end mennesket og hvor mange var mindre.

Kan vi mærke os selv i det store mønster og kan vi mærke de små i os selv.

Casper syntes han kunne, når han var helt stille. Han kunne mærke salatfrøets mønster i alle sine celler og sig selv, som et lille menneskefrø i alle cellerne i én stor organisme. Det var næsten som om han kendte alle andres tanker og følelser, fordi han kendte sine egne –

Caspers mor var vegetar og spiste aldrig kød. Caspers far kunne godt  lide at fiske og gå på jagt.

Casper vidste ikke rigtig hvad han syntes var rigtigst, så en dag da han sad på en træstamme og snittede i en pind og så en stor kronhjort stå i kanten af en lysning, besluttede han sig til at spørge den om den vidste, hvad der var rigtigt og forkert.

Kronhjorten rettede hovedet op og så på ham med sine store klare mørke øjne, medens den svarede. Hvis du respekterer mig og spiser mig, for at du og jeg skal gøre en forskel i en bedre Verden, vil jeg med glæde og stolthed lade livet, for at få et nyt liv i dig.

Du ved, du bliver, hvad du spiser, så vi vil kunne løbe Raskt gennem skoven sammen, og vi vil kunne lytte og høre alt, hvad der sker ude i naturen. Men jeg vil ikke lade livet med glæde, hvis vi ikke mere skal bevæge os og beruse os i glæden over solopgangen og solnedgangen, kildens rislen og vindens susen, men sidde foran fjernsynet og høre skrig og råb og spise død mad, der ikke har groet ude. Så vil jeg blive rigtig trist og skuffet sagde kronhjorten, og foretrække at du lader mig leve, så jeg kan nyde mit eget liv i skoven.

Casper syntes han så kronhjorten smile lidt vemodigt inden den vendte sig om og løb ind i skoven igen.

Nu forstod Casper lidt bedre, at hans forældre var så forskellige. Han syntes hans far var en stolt og flot mand, næsten som kronhjorten, og hans mor var fin og let som en sommerfugl eller en buket markblomster. Han elskede dem begge rigtig meget, netop som de var og var glad for at det netop var dem, der var blevet hans forældre. De havde lært ham at elske naturen, hver på deres måde og elske Gud, som den der skabte alt og tilgav alt, når blot man hele tiden forsøgte at gøre det bedste man kunne. Caspers mor kaldte ham ind for at spise. Det glædede han sig til for nu vidste han helt bestemt, at man bliver hvad man spiser, og han var taknemlig over, at hans forældre gav ham levende mad og levende vand at drikke.

Annalene 2006

En rede så lun af kærlighedsdun.

Der var engang den yndigste lille rede, bygget af to unge forelskede fugle.

De læste og studerede og blev meget kloge, og da de følte, de var kloge nok til at lægge æg og passe dem til udklækning, lagde de en redefuld. De havde nok at se til, både med at holde deres klogskab levende og med at skaffe føde, og med at tilfredsstille deres far og morfugle, som jævnligt stak næbbet ind.

Det første æg knækkede og en vidunderlig gylden hanekylling, stak sit glade og smukke hoved ud.

Fugleparret fik endnu mere at se til med at lære ham alt, hvad de vidste, og dæmpe ham lidt for han sang meget højt og sommetider i en meget krævende toneart, som var lidt fremmed for morfugl. Hun lagde sig somme tider på ham for at føle den samme stolte følelse, som da hun lå på æggene og drømte om de vidunderlige fugleunger, som lignede deres far og mor på en prik.

Pludselig en dag opdagede de, at et af de uudklæggede æg var blevet koldt, og de blev meget triste og følte sig snydt og angste for, om de havde gjort noget forkert.

Deres førstefødte sang højere og højere, for han vidste jo ikke de havde mistet noget, for han havde jo det, han plejede at have og var ganske fyldt af at udforske alt det nye og erobre verden med sit vid og sit smil.

Fugleparret følte de måtte gøre noget for andre, der havde fået kolde æg, og de kæmpede og arbejdede, og al skuffelsen og tristheden blev transformeret til en følelse af at have gjort noget godt, og det er jo slet ikke så trist.

Den unge hanekylling blev lidt forvirret over at den store glæde ved at hans æg var forblevet varmt, nu var byttet ud med tanken på de kolde æg, og han sang videre for at dele glæden over hans prægtige evner ud til de, der var omkring ham.

Tiden gik og et nyt lille æg sprak. Mor fugl havde gjort sig sådan en umage for at holde det varmt, at hun havde ligget det lidt i stykker, men alligevel kom der den dejligste lille hønekylling ud af det.

Farfugl og morfugl, var nu glade igen , men der var et eller andet, der ikke var helt godt. Den lille hønekylling var ikke ligesom de andre, og de blev klar over, at de måtte kæmpe for at fuglene i de andre reder ikke skulle hakke hende ihjel.

Morfugl var igen lidt skuffet og besluttede sig til at vise de andre fugle, at hun var stolt af, at hendes lille hønekylling var anderledes, og at hun ihvert tilfælde var en hønemor, som tog sit ansvar alvorligt.

Hanefar havde lidt svært ved at forstå, at det skulle gøres til noget særligt og ville helst bare have bygget hende nogle hjælpevinger, og så lade tingene gå sin gang. Han havde dog fået mere og mere travlt i hanegården med at skaffe føde og holde sig i gang, og overlod hønegården til morfugl, hvilket hun også gik til med krum hals efter bedste evne, men uden dog at føle det som et kald.

Det sidste lille æg i reden brast og en lille forundret hanekylling så dagens lys. Der var ikke så meget plads tilbage i reden til at vokse i og derfor, gjorde  han sig umage for ikke at komme til at fylde for meget. Den ældste hanekylling gjorde, hvad han kunne for at få den plads, der tilkom ham og han slog med vingerne og skræppede og glemte at fløjte sine smukke optimistiske melodier.

Morfugl begyndte at blive bange og vred, fordi hendes forestilling om, hvordan det var at være mor ikke helt stemte med det, der skete.

Farfugl, fik mere og mere travlt og ville gerne gøre noget for alle små fugleunger, så han kom i skolebestyrelsen og det var han rigtig god til. Han syntes bare ikke mere det var så sjovt at komme træt hjem fra møder og fra arbejde, for morfugl var altid vred og skuffet og hun fyldte mere og mere i den alt for lille rede, så han havde svært ved at få plads til at lege med sine fugleunger og hun skræppede om, at han måtte bygge den større.

Han tegnede og regnede den ud og til sidst fil han også samlet noget materiale og lavet et hul i siden af reden, dog så familien stadig kunne sove på kanten uden at falde ud. Nu var der efterhånden så trangt, og fuglemor var blevet så stor af at puste sig op for at holde sammen på reden, at fuglefar begyndte at flyve ud og blive væk om natten.

En nat hvor han havde sukket ekstradybt og kigget op mod stjernehimmelen, kom en lidt ældre fugl ligeså stille svævende gennem luften, og satte sig ved siden af ham. Han kunne ikke helt bedømme om det var en heks eller en engel, men han blev betaget af dens visdom, og blev sulten efter at høre mere. Hun viste ham naturens mirakler og de badede i månelyset og svingede sig på glade vinger helt op omkring skaberens rede.

Han ville ikke mere hjem til bebrejdelser og ansvar, men ønskede bare at flyve rundt herude i den fortryllede nattehimmel.

Han fandt sig midlertidig en lille rede og svælgede i friheden, medens hans unger og morfugl klamrede sig til resterne af reden, derhjemme.

Hans egen farfugl blev vred og kunne ikke forstå, at det var en nødvendighed, for hans sønfugl. Han forstod ikke, at det var den eneste mulighed for at hans sjæls oprindelse ikke skulle dø og følelsen af at have luft under vingerne ikke skulle forsvinde fra hans erindring. Hvis man mister længslen efter luft under vingerne og higen efter skaberværkets fuldbringelse, er man allerede levende død.

Ånden har forladt én og man beriger ikke mere verden, men belaster og forbruger den bare og alt omkring én visner og bliver farveløst.

Alle mente det var heksens forbandelse, der var kommet over ham, og han vidste ikke helt selv om det var en forbandelse eller en fortryllelse, han vidste bare,at han måtte gøre en forandring.

Den store hanekylling blev skubbet ud af reden derhjemme hos morfugl og kom på stækkede vinger og dumpede ned i farfugls lille rede. Det var sjovt. De legede i starten og var gode kammerater, men reden var tung af gamle minder, og det var svært at flyve højt ret længe for der skulle stadig suppleres med føde og praktisk hjælp og tages beslutninger og han hørte stadig en hvisken i sit øre om noget, der var større, som han ikke rigtig kunne nå.

De besøgte nu og da den ældre fugl, som så deres gemte kvaliteter og opfordrede dem til at flyve højere for at skærpe appetitten og lære mere om Guds skaberværk, og det han havde tænkt, deres liv skulle indeholde. Hendes hjerte bankede for alle de smukke muligheder, hun så i farfugl og hans forpjuskede gyldne fugleunge. De kastede sig ud i udfordringer i at træne deres fysik og bygge et lykkehjul, som kunne bringe den store gevinst og give dem endnu større muligheder for at vokse. De skyede ikke noget for at udleve deres drømme.

Den ældre fugl blev ganske betaget af ungdommen, humoren og de mange drømme og følte dybt i sit hjerte, at de sammen  kunne danne en generator af livsvilje og glæde.

Med hendes indsigt og handlekraft og hans vid og hurtige tanke, kunne de  være både hans og hendes afkom til glæde og et godt forbillede og ikke mindst være et væksthus for kærlighed, som er al tings næringskilde.

Det var som at bygge en rede på en klippe, med udsigt over både hav og land, med varme vinde, som giver en nem start, når man vil flyve.

 De nærmede sig hinanden og gav et løfte om enhed en sensommerdag, men tiden blev deres offer, og de gamle løfter blev deres fjende, for der blev ikke plads i reden til den gamle fugl, og tiden tillod ikke mere at de mødtes og svang sig sammen under skaberværkets himmel og mærkede glæden ved at deltage i Guds skaberværk. De mestrede ikke at få alle de gamle tunge lodder sparket ud af reden, som mere og mere hældede og klamrede sig fast i omgivelserne og den ældste af fugleungerne forlod reden, medens han stadig kunne, selvom han ikke var flyvefærdig, men kun hentede sin styrke i vrede og trods.

Han skabte sig ikke nye vinger selv, men fandt en flok af andre fugle, som havde vinger. Han fløj med gode fugle og slette fugle, men fandt dog et sikkert stede at flyve med kunstige vinger og måske en dag, ser vi solen reflektere sit vidunderlige lys i hans vinger, som svinger ham op under solen, hvis vi fortjener han flyver denne vej.

 De andre små fugleunger sad stadig og ventede på morfugls redekant og tog den ene gang efter den anden afsæt for at lære at flyve, men det var skræmmende selv at skulle sætte kursen og om natten lå morfugl, så tungt på sine unger, at det tog dem hele dagen at folde vingerne ud igen.

 En dag lykkedes det den yngste fugleunge at frigøre sig og fragte sig i elegante spring til farens rede og bad ham om at lære sig om guds skaberværk og miraklerne i at samarbejde med guds plan for sit liv.

Faren blev lykkelig. Nu kunne han vise alt, hvad han duede til og give det videre til den sidste af sine unger.

 Den yngste fugl havde taget sine evner til at springer og hoppe med sig og kendte ikke følelsen af flugt under skaberværkets himmel og derfor tiggede og bad han farfugl om at springe og hoppe sammen med sig. Han lod ikke et øjeblik en mulighed gå fra sig for at hoppe i de gamle kendte mønstre, som havde givet følelse af vellykkethed og værdi og snart fik de en fælles glæde ved den følelse. De hyggede sig og spiste frø sammen, vejede dem og sammenlignede dem med andre frø. De fik ikke så meget tid til at så og skaberværket fik mindre og mindre rum i reden og det allerede skabte fik mere og mere styrke og sugede næring i kvistene omkring reden.

De løftede i fællesskab deres strålende øjne mod højere træer og drømte om den dag de skulle flyve derop sammen. Endnu var kun hoppemusklerne trænede og de sammenlignede hoppemuskler og fløjtede i stolthed og vendte sig mod andre hoppere og var godt tilfredse og hver gang lysten til at begynde på den nye flyve træning viste sit ansigt, kaldte fugleungen forskrækket til hopning, fordi morfugl jo har fortalt om det ufrugtbare i at begynde på nyt, for det ødelagde farfugls og hendes liv. Alligevel længtes de begge efter at flyve.

Den gamle fugl fløj sjældnere og sjældnere omkring den vidunderlige ungfugls rede, fordi hun blev så trist til mode over at se beboernes stækkede vinger. Hun mærkede sin egen optimisme og tro på fremtiden falme, og ikke mindst blev hun klar over sin egen mangelfuldhed. Til sidst var hun slet ikke i stand til at hæve sig på vingerne og gemte sig skamfuld i et træ i skoven og begyndte at træne sine hoppemuskler, for hun savnede ungfuglen og hans glade fløjt og humor og tænkte at hun måske kunne smage lidt af det alligevel, men skal man hoppe sammen støder man nemt ind i hinanden.

Hun tænkte igen på den vidunderlige flugt i

det tredimensionelle rum, hvor man hæver sig op uden begrænsning og mødes i frydefulde formationer og hvor alle kan deltage ved sin egen og guds kraft og ikke er afhængig af at bære hinanden og hoppe i takt.

Hun måtte hjem i skoven og tænke nærmere over det. Hun vidste at kærligheden tåler alt og derfor måtte, der være en løsning på, hvordan de alle i fællesskab kunne glæde sig ved at svæve på de opadgående vinde.

Nådens opadgående vinde

Det blev sommer og vinter og vår. Den gamle fugl havde mistet kræfterne i sine ben, så hun ikke mere kunne hoppe og bare sad og ventede på at der skulle ske en forandring. Hendes syn og hørelse blev upålidelig og hun fik svært ved at sove.

Så skete, der et mirakel!!!!!!!

Den gamle fugls mindste unge og en skønjomfugl, fik et æg med 2 blommer, som det efter meget besvær lykkedes dem at ruge ud til 2 vidunderlige fugleunger.

Den gamle fugl blev så taknemmelig, at hun lovede sig selv, at hun ikke mere ville spilde tiden med at vente på et fællesskab, som ikke rigtig var befordrende og som ikke bragte hende ind, hvor miraklerne kan ses, men kun til ventesalen, med blændede ruder, hvor hun ventede på at blænden skulle åbne sig, så hun kunne se ud, som hun var vant til.

Hun fløj med stor styrke til den nye lille rede, hvor hun beundrede de små unger, med stor kærlighed og taknemmelighed, og den lille nye familie tog med glæde imod alt det gode hun havde at give. Hun mærkede langsomt benene blive lettere og smerten fortage sig. Alle har brug for at give og blive taget imod.

Jo mere, vi får lov at give af hjertet, des mere overflod skabes der.

Der er nu gået et år og ungfuglen har fundet sig en ny mage, som han kan hoppe med og måske en dag rammer de en opadgående vind og hvirvles ind i miraklernes midte.

Den gamle fugl har fået synet og hørelsen igen og kan igen se den lysende sti og gløden om alt levende og folk strømmer til hendes rede for at fornemme lyset og glæden og de opadgående vinde.

Overfloden strømmer til alle og den gamle fugl er lykkelig igen, selvom hun her måttet skilles fra sin ungfugl og sove alene i sin rede. Der flyver nu ofte venner og familiefugle forbi og deler hendes tanker og taknemmelighed over, at vi alle er en del af den samme skabermagt og derfor har indflydelse på hinandens liv  ved at deltage i skabelsen af det allerede planlagte.

Hendes ben bliver stærkere og stærkere for hver dag, der går og hun er igen begyndt at trække vejret frit og glemmer ikke så ofte mere at trække vejret i venten, men tager selv ansvaret for at holde sig levende, selvom hun risikerer at nogen flyver forbi og ikke synes om hendes værdier og hendes tro på skabelsen af mirakler. Hun er blevet klar over, at man skal fylde sit rum ud. Ingen anden har krav på ens rum, og man har ikke noget at give, hvis ikke man hele tiden er med i skabelsen af ens rum, det rum, der netop er ens talent og styrke. Der er ikke andre, som kan skabe ens rum. Man kan ”skabe sig, og være sig selv utro ved at være falsk og Verden er blevet fattigere, fordi man ikke blev til.

Nåden vækker den enkelte og sender ånden for at vise vejen for de, der er faret vild.

Kom!  lad os svinge os op i de opadgåene vinde, så vi kan finde vejen sammen og kalde miraklerne frem i lyset.